Anvisninger til brug af Erelzi fyldt pen

Læs ALLE nedenstående anvisninger, før du begynder.

Formålet med disse anvisninger er at hjælpe dig med at foretage korrekt indsprøjtning ved hjælp af Erelzi fyldt pen.

Det er vigtigt, at du ikke forsøger at klare indsprøjtningen selv, før du er blevet undervist i at gøre det af din læge, sygeplejersken eller apotekspersonalet.

Din Erelzi fyldt pen:

Erelzi fyldt pen, vist med hætten fjernet. Du må ikke fjerne kanylehætten, før du er klar til at foretage indsprøjtningen.

Opbevar pennen i pakningen i et køleskab ved mellem 2 °C - 8 °C, og utilgængeligt for børn.

  • Pennen må ikke nedfryses.
  • Pennen må ikke rystes.
  • Pennen må ikke anvendes, hvis den har været tabt med hætten fjernet.

For at opnå en mere behagelig injektion, skal du tage pennen ud af køleskabet 15-30 minutter før indsprøjtning, så den opnår stuetemperatur.

Det har du brug for til indsprøjtningen:

Medfølger i pakningen:

En ny og ubrugt Erelzi fyldt pen

Medfølger ikke i pakningen:

  • Spritserviet
  • Vatkugle eller gaze
  • Kanyleboks til bortskaffelse af skarpe genstande

Før indsprøjtning:

1. Vigtigt sikkerhedstjek, før du foretager indsprøjtningen:

Opløsningen skal være klar eller svagt opaliserende, farveløs til let gullig og kan indeholde små, hvide eller næsten gennemsigtige proteinpartikler. Dette udseende er normalt for Erelzi.

Brug ikke pennen, hvis væsken er uklar, misfarvet eller har store klumper, flager eller farvede partikler.

Brug ikke pennen, hvis udløbsdatoen er overskredet.

Må ikke bruges, hvis sikkerhedsforseglingen er brudt.

Kontakt dit apotek, hvis pennen ikke opfylder en eller flere af disse sikkerhedstjek.

2a. Vælg dit indsprøjtningssted:

  • Det anbefalede sted er forsiden af låret. Du kan også bruge den nederste del af maven, men ikke området 5 cm omkring navlen.
  • Vælg et nyt sted, hver gang du giver dig selv en indsprøjtning.
  • Brug ikke områder, hvor huden er øm, har blå mærker, er rød, skællet eller er hård. Undgå også områder med ar eller strækmærker. Hvis du har psoriasis, må du IKKE indsprøjte direkte i hævede, tykke, røde eller skællende pletter eller læsioner (”psoriasis hudlæsioner”).

2b. Kun for omsorgspersoner og sundhedspersonale:

  • Hvis det er en omsorgsperson eller sundhedspersonale, der giver dig din indsprøjtning, kan de også bruge ydersiden af din overarm

3. Rensning af indsprøjtningsstedet:

  • Vask hænderne med varmt vand og sæbe.
  • Rens indsprøjtningsstedet med spritservietten; brug en cirklende bevægelse. Lad det tørre, før du foretager indsprøjtningen.
  • Rør ikke ved det rensede område, før du skal foretage indsprøjtningen.

Din indsprøjtning:

4. Fjern hætten:

  • Fjern først hætten, når du er klar til at bruge pennen.
  • Drej hætten af i pilenes retning.
  • Smid hætten ud. Forsøg ikke at sætte hætten på igen. .
  • Du skal bruge pennen inden for 5 minutter, efter du har fjernet hætten.

5. Sådan holder du din pen:

  • Hold pennen i en vinkel på 90 grader i forhold til det rensede indsprøjtningssted.

                          

LÆS DETTE, FØR DU BEGYNDER.

Mens du foretager indsprøjtningen, vil du høre 2 høje klik.

Det første klik markerer, at indsprøjtningen er begyndt. Flere sekunder senere lyder det andet klik, der markerer, at indsprøjtningen næsten er afsluttet.

Du skal blive ved med at holde pennen fast ind imod din hud, indtil du ser en grøn indikator fylde vinduet og til sidst stopper med at bevæge sig.

6. Sådan begynder du indsprøjtningen:

  • Pres pennen fast ind mod huden for at begynde indsprøjtningen.
  • Det første klik markerer, at indsprøjtningen er begyndt.
  • Bliv ved med at holde pennen fast ind mod din hud.
  • Den grønne indikator viser, hvor langt indsprøjtningen er nået.

7. Sådan afslutter du indsprøjtningen:

  • Lyt efter det andet klik. Det markerer, at indsprøjtningen næsten er afsluttet.
  • Kontroller, at den grønne indikator fylder vinduet og er stoppet med at bevæge sig.
  • Nu kan du fjerne pennen.

Efter indsprøjtningen:

8. Kontroller, at den grønne indikator fylder vinduet:

  • Det betyder, at lægemidlet er blevet indgivet. Kontakt din læge, hvis den grønne indikator ikke er synlig.
  • Der kan være en lille smule blod på indsprøjtningsstedet. Du kan presse en vatkugle eller noget gaze mod stedet og holde det i 10 sekunder. Lad være med at gnide på det. Hvis det er nødvendigt, kan du dække indsprøjtningsstedet med et lille stykke plaster.

9. Sådan bortskaffer du din Erelzi fyldte pen:

  • Smid den brugte pen i en kanyleboks til skarpe genstande (dvs. en beholder, der kan aflukkes og ikke kan gennembrydes, eller lignende).
  • Forsøg aldrig at genbruge din pen.

Hvis du har spørgsmål

bedes du kontakte lægen, sygeplejersken eller apotekspersonalet, som har erfaring med Erelzi.